Gråspurve blandt grågæs og gråænder i gråvejr

Den garvede turleder Jens Ballegaard bliver drillet med, at det altid er dårligt vejr på hans ture. Og dagen oprandt da også meget grå og diset med kun 6-8 grader og en kølig vind torsdag den 16. november, da Jens havde inviteret Gråspurvene på seniortur i Skjern Enge. Det fik Poul Kragh til at udbryde straks han steg ud af bilen: "Hvad er der galt Jens, det regner jo ikke!". Så var tonen ellers lagt.


Men Jens har et trofast publikum til sine ture uanset vejret, så 15 veloplagte vestjyske DOF'er mødte op i fuld udrustning. (Det må være fordi turlederens gode kvaliteter opvejer vejrets dårlige). Som sædvanlig sås de første arter, mens Jens bød velkommen: Overflyvende blisgæs og sangsvaner. Så var temaet for turen slået an: Gæs og svaner. Samt en hel masse andet. For Skjern Enge skuffer aldrig. Det myldrer med fugle i engene året rundt.

Fra Hestholmtårnet sås også masser af ænder på Hestholm Sø: Krikand, pibeand, gråand, troldand, hvinand samt grågæs. I Vesterenge spottedes den første sølvhejre. Børge Vistisen lovede, at der var otte i engene. Vi så seks af dem i formiddagens løb. På vej ned fra tårnet fik vi også blå kærhøg, hun.

Videre gik det til Pumpestation Sydøst, som har den store fordel, at man kan sidde lunt og godt indendøre med sin formiddagskaffe. Først gik vi dog en tur på diget, hvor vi blandt andet så dobbeltbekkasin og masser af sangsvaner.

Efter den altid hyggelige kaffestund sattes kursen mod Pumpestation Nord (de overdækkede tårne var populære denne dag, der også bød på byger). På Fahlbækvej blev der blandt andet spottet bomlærke, bogfinke, gulspurv, musvåge og stæreflokke. Fra Pumpestation Nord sås en enorm flok med viber, hjejler og dobbeltbekkasiner i luften og store flokke af bramgæs. Men sigtet var ikke det bedste på det tidspunkt.
I regnvejr kørte vi til slut til Fuglsand på jagt efter snespurv, laplandsværling og bjerglærke, som var set et par dage tidligere på en mark. Vi ledte og ledte, men sigtet og regnen på bilruder og kikkerten, når vi stod ud, gav ikke de bedste betingelser. Men til sidste fik vi alligevel gevinst. Snespurve blev det ikke til. Men langt væk en kæmpe flok brushøns. Og tæt på Holtervej, hvor vi stod, meget fine bjerglærker. Ydermere klarede det op og blev god sigt, mens vi stod og nød de vævre fugle på en græsmark. Alle så deres fine, gule ansigtstegninger. Så alle var – som sædvanlig på Jens' ture – meget tilfredse. Som en deltager trøstende sagde til Jens med hensyn til vejret: "Det ku' da ha' været meget værre". Jens' trofaste turdeltagere er vant til lidt af hvert på vejrfronten.

I alt sås 42 arter. Og det var da ikke så værst en diset og regnfuld dag i november.


Jonna Odgaard