Sløruglen - næsten forsvundet!

Sløruglen er næsten forsvundet fra Vestjylland og det øvrige Danmark efter de foregående 2 hårde vintre. Den smukke ugle, som gennem 10 år næsten hvert år havde fremgang, er nu nede på et meget lavt niveau. Arten, som i Danmark har sin nordligste udbredelse i Europa kan ikke lide vintre med snedække, da dens føde musene, så er svære at få fat i.

Sløruglerne er i sådanne perioder helt afhængige af at bo pågårde, hvor den indendørs har mulighed for at finde føde, som foruden mus, også kunne være spurve og andre småfugle, men da vinteren 2009/10 og 2010/11 begge var snedækkede i lang tid, overlevede uglerne kun på de allerbedste lokaliteter/landejendomme.

 

Sløruglen vælger oftest kvæggårde, da det er her, de bedste muligheder for at fouragere er, idet stalde og lader er langt mere åbne end i andre landejendomme. I en lang årrække er der blevet sat ganske mange Sløruglekasser op i Vestjylland og de har været flittigt brugt frem til og med 2009, hvor der i vore 6 kommuner blev registreret over 50 ynglepar, heraf halvdelen alene i Ringkøbing-Skjern kommune. I 2010 var ynglebestanden reduceret med 90 % og sammentællingen viste 6 par. I 2011 er bestanden yderligere reduceret og pt. har vi kun kendskab til 2 ynglepar + 4-5 lokaliteter, som huser en enkelt Slørugle hver.

Slørugleunger - ringmærket i 2009. I 2011 ingen unger ringmærket i Vestjylland.

Antagelig er der flere Slørugler rundt omkring, man da uglerne er en artsgruppe, som er særdeles svære at finde, er man helt afhængig af, at gårdejere og andre beboere i landdistrikterne, fortæller om deres ugler på matriklen. Sløruglen gør ikke altid så meget væsen af sig og det der afslører den, er oftest de "sorte gylp", som ligger på gulvet typisk under en bjælke, hvor den ynder at sidde og hvile sig.

Sløruglen er hvis den har gode forhold meget produktiv og kan som den eneste rovfugleart i Danmark få 2 kuld på et år. Typisk flyver første kuld ud omkring 1. juli, mens det andet hold unger kan forlade reden, så sent som hen i november.

I DOF-Vestjyllands område prøver vi at registrere bestanden, så godt så muligt og har også tidligere år ringmærket nogle af ungerne. Vi vil være meget glade for at høre fra eventuelle "Slørugle værter", hvis man har den logerende. Kontakt Lars Holm Hansen på e-mail: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it. eller tlf./sms 22 96 13 17, hvis du har kendskab til arten i 2010 eller 2011. Indtil videre har den igangværende milde vinter, været gunstig for den lille Slørugle bestand, som så forhåbentlig kan øges igen i 2012.