FiNN projektet (Fugle i Ny Natur) har for ganske nylig udsendt en orientering og opfordring til fuglefolket:
Det går rigtig godt med FiNN, og både forskerne og holdet i Fuglenes Hus glæder sig over den støt stigende aktivitet i projektet.
Tak til alle jer, der allerede bidrager!
Som bekendt har FiNN til formål at undersøge, hvordan fuglene reagerer på de mange gode naturtiltag, der bliver gennemført og planlagt rundt om i Danmark. Det gør vi gennem de såkaldte FiNN-tællinger i FiNN-områderne
For at skabe endnu mere aktivitet og få endnu flere FiNN-tællinger til forskningen udvider vi løbende porteføljen af FiNN-områder. Med udgangspunkt i statens oversigt over urørt skov har forskerholdet og Fuglenes Hus derfor tilføjet en lang række nye FiNN-områder på landkortet.
Vi har ikke medtaget alle områder udlagt til urørt skov, da forskerne ønsker at koncentrere tællingerne i udvalgte områder. De nye områder er udvalgt ud fra to overordnede principper:
1. At skabe en bredere geografisk dækning i FiNN, så flere fuglekiggere får mulighed for at deltage med FiNN-tællinger.
2. At prioritere områder, hvor der allerede er en høj aktivitet i form af Spontantællinger.
Vi forventer, at både projektet og FiNN-tællingerne fortsætter mange år frem, men det er især i 2026 og 2027, at forskerholdet har brug for så mange FiNN-tællinger som muligt. Det er i denne periode, datagrundlaget for den AVJNF-finansierede forskning skal opbygges.
Team FiNN, Fuglenes hus
I Vestjylland er der over den seneste tid udpeget nye områder, heriblandt et enkelt område i kategorien ”Urørt skov”
Her ses kortet med de Vestjyske ”FiNN områder”:
NNP-Harrild
NNP-Husby
NNP-Stråsø
Nees Hede
Møborg krat (ny)
Gjeller Odde (ny)
Stoubæk krat (FVF)
Følling sø og bæk (ny)
Rydhave skov (ny)
DOF/DOF-Vestjylland opfordrer vores medlemmer til at være med i FiNN projektet (Spontan tællinger) og deltage med 5 minutters tællinger, når du er på fugletur og specielt have fokus på FiNN områderne, som forskere ved Københavns Universitet arbejder med.
På denne video er vist hvordan man tæller og hvad FiNN projektet går ud på!
I Vestjylland er der pt. foretaget over 200 FiNN tællinger, heraf flest i NNP-Stråsø og på Nees hede.
God fornøjelse


